Tilbageblik…. til dengang i halvfjerdserne

Tilbageblik …. Dengang i halvfjerdserne
Forleden dag sad jeg og tænkte på det der var engang, jeg kom til at tænke på min ungdom og på alt det jeg lavede dengang, de ting jeg oplevede, og de ting jeg gjorde…. Og naturligt kom jeg til at tænke på dig…. Min allerførste kærlighed… Jeg fik lyst til at skrive min erindring om dig ned….

Jeg var 16 år da jeg så dig første gang, jeg var på besøg hos min barndomsveninde, vi mødtes altid hos hende et par gange om ugen alle os dengang, og så var der gang i tepotten, smøgerne og snakken gik på kryds og tværs. Vi var vel en 6-8 stk. der samledes i hendes kælderværelse hos hendes forældre, og hende og jeg havde kendt hinanden siden jeg var omkring en 6 år gammel og var nytilflyttet på den vej hun boede i Helsingør.

Mine forældre byggede deres hus selv dengang i starten af tresserne, og min morfar og mormor bede foran os i deres hus og vi bagved i vores, det var arkitekttegnede huse og hjemmebyggede med hjælp af en murermester, mine morforældre byggede ikke deres hus selv men mine forældre gjorde… pengene var jo små dengang, jeg kan huske den glæde det var at flytte ind i et nyt hus og bare sige mit mit mit om alting på mit nye værelse som var fyldt med nye møbler og ting… det var jeg ikke vant til ellers.
I oktober ´63 døde min morfar og min mormor besluttede at blive boende i sit hus, mine forældre og min mormor fik en slags sammentømret kollektiv familieforhold, men med privatliv hver for sig, og alligevel rendte vi ud og ind hos hinanden….

Det var en sjov tid dengang, min bror blev født i ´66 og i ´71 blev mine forældre skilt, så vores hus skulle sælges.
Jeg fraflyttede vores vej sammen med min far, min mor var flyttet nogle måneder før. Og jeg så ikke min barndomsveninde så meget som ellers, men vi bevarede kontakten og sås så tit vi kunne .

I 1973 gik jeg ud af skolen og kom i lære, min veninde gik stadig i skole og vi fik begge nye venner, men stadig sås vi og råhyggede sammen, og en af de nye venner var dig… ja dig min skat som jeg faldt for næsten med det samme, men jeg troede du kom sammen med min veninde, så jeg holdt mine følelser for mig selv. Ville ikke genere jer eller på nogen måde såre nogen.
Vi fulgtes tit om aftenen når vi skulle gå, du skulle til byen og nå dit tog til Dronningmølle og jeg skulle bare nogle veje væk for at komme hjem, så vi skiltes på en bestemt vej og sagde pænt farvel med skulderklap og smil, men en aften bad du om lov til at følge mig hjem, og det fik du med glæde…. Vi snakkede meget og du nåede ikke dit tog, men var ligeglad, du kunne vist nå en bus mener jeg, så vi sagde farvel og du gik.

Næste gang vi sås var igen hos min veninde, og vi smilede tit til hinanden, vi kiggede i hinandens øjne når vi kunne, ja der var vist elektricitet i luften og amorinerne fløj frem og tilbage så da tiden var til vi skulle gå, ja så fulgte du mig igen hjem men denne gang kyssede du mig blidt, og der var jeg bare solgt, ja det var vi begge 2, jeg trak mig lidt og spurgte dig direkte om du kom sammen med hende, hvortil du svarede nej, men I var gode venner og havde forsøgt jer, men det blev ikke til noget mellem jer…. Som jeg sagde til dig jeg ville ikke blive uvenner med min veninde overhovedet, og du svarede igen at du kun var gode venner med hende. Og så turde jeg godt…. Elske dig….

Vi fortalte min veninde det næste gang og hun blev meget tavs, og da vi gik, ville jeg aftale med hende hvornår næste gang skulle være vi sås, men hun havde pludselig ikke tid, og jeg spurgte hende om det var fordi jeg kom sammen med dig, men hun nægtede det, jeg bad dig rede trådene ud og det gjorde du, for hun indrømmede at I faktisk ikke havde noget sammen, men at hun dog var forelsket i dig. Jeg ville trække mig, men du bad mig lade være….

Men hendes og mit forhold fik et knæk, et knæk som aldrig forsvandt sidenhen…. Jeg har ikke set hende meget siden dengang… Men det var hendes valg for jeg var parat til at droppe dig helt, hvis hun ville have det, men det ville hun ikke dengang, og senere da jeg fik snakket ud med hende, fortalte hun at det var hendes sårede stolthed, der fik et knæk ikke andet, men da havde hendes og mit forhold lidt døden desværre. Hun var samtidig meget stædig og hun besluttede sig til ikke kunne lide mig mere og sådan blev det så.

Men tilbage til dig og mig, vi blev et og vi elskede hinanden højt, du er stadig i mine tanker og du bor i mit hjerte, det vil du altid gøre….. Jeg elsker dig stadig min skat. Men jeg ved at der var engang og nu er nu….. så du er en bittersødt minde som jeg tænker på med stor glæde.

Da vi sprang ud med vores kærlighed var det i starten af 1974, og vi nød det så meget, jeg boede hjemme hos min mor og hun elskede dig højt lige fra første øjekast, du blev hendes ”søn” med det samme, ja hele min familie elskede dig med god grund. Ligesom jeg følte mig elsket af din familie, dine brødre og dine forældre, vi faldt i god jord hos vores familier gudskelov.
Du var i lære på Helsingør Skibsværft som maskinarbejder, og jeg som klinikassistent ved en tandlæge, vi mødtes hver frokostpause og snakkede sammen, aftalte hvad vi skulle om aftenen, om vi skulle noget eller bare var sammen hos mig eller dig i Dronningmølle, det svingede jo lidt, men når vi skulle på job var vi som regel hos mig.

Nogle gange når vi havde råd, tog vi i biffen, eller ud og spise, ikke dyre steder men hyggelige og med rimelige priser for os begge. Vi betalte hver vores, vi havde jo ikke råd til så meget, men vi hyggede os så meget sammen. Ellers var vi sammen med vore venner , mine i løbet af ugen og dine i weekenden, vi gik på Møllekroen i Dronningmølle hvor vi dansede natten væk, vi kørte hjem til dig og sov om natten, og tog til mig i løbet af søndagen, så vi var klar til mandagens job igen. Det var en dejlig tid vi var unge og så forelskede at det gjorde helt ondt. Dine øjnes skønhed griber mig stadig, de følger mig resten af mit liv, din stemme kan jeg ikke høre mere, men jeg kan huske din nærhed, din varme og vores kærlighed efter hinanden.

Vi var os, vi var et, vi var jorden dengang…. Sådan følte vi det vist begge og den kærlighed vi følte kom bag på os begge, men vi accepterede den ubetinget som kun unge mennesker kan.

Vi lagde mange planer for fremtiden, vi snakkede om hvor vi ville bo, vi ville giftes og vi ville have 2 børn sammen, men alt dette skulle først ske når vi begge var udlærte, og når vi havde fået sparet lidt op. Ikke at vore ønsker var dyre, men vi ville have råd til de ting vi ville. Du var det mest vidunderlige menneske jeg kendte, du sang og trallede dagen lang, du sang for mig, du grinede og pjattede og skulle hele tiden vise mig hvor meget du elskede mig, ligesom jeg viste dig hvor meget jeg elskede dig. Det var både ved ord og handling … Alle sange lavede du om og du fik maget ordene således at de passede sammen med os 2.

Du gav mig gaver i form af små ting du lavede på jobbet når du havde muligheden for det, et kors i messing, en lille fingerring af messing, som du lakeres så den ikke skulle smitte af. En blomst i cellofan, en enkelt rose osv osv….
Sidst på sommeren blev vi ringforlovet, og det var simpelthen for at vise at vi tilhørte hinanden, vise vores kærlighed, vise at vi ville os og vore familier var så glade for valg, de støttede os 100%, hvilket var så skønt. Ja vi flyttede endda sammen i en lånt lejlighed, for sådan at se om det var det vi ville, og det var det jo bare.

Lige efter vores forlovelse fandt vi ud af at du havde en brok siddende nede ved den ene testikel, og jeg bad dig gå til din læge, du skulle have den fjernet og blev indlagt i et par dages tid, da du kom hjem igen skulle du være sygemeldt i nogle uger, fordi du ikke måtte løfte noget som helst. Det var i september 1975 og jo det var hårdt at mangle dig de dage, men nu var det sådan og vi sås jo så tit vi kunne indtil du kom hjem til mig igen.

Jeg gik jo på job og når jeg kom hjem så lavede vi mad, og kørte på besøg rundt omkring, du havde i mellemtiden købt en gammel bil, så vi kom rundt. En hvid Ford tror jeg det var, hvilket mærke/årgang erindrer jeg ikke. Men den kunne køre og den kunne fragte os omkring, hvilket var det vigtigste. En dag jeg kom hjem var du lidt fraværende, vi talte om det og du fortalte at du var blevet kaldt på sygehuset dagen efter fordi der var noget i vejen med den brok, så du skulle opereres igen.

Jamen sådan var det jo bare, og du havde aftalt at du skulle være hos dine forældre bagefter, fordi det var bedst efter en ny operation, det forstod jeg jo også godt. Og som sagt så gjort, du flyttede midlertidigt hjem til dine forældre samme aften og blev akut indlagt og opereret næste dag. Efter nogle dage, jeg husker ikke hvor mange, kom du hjem igen.

Du var hos mig i weekenderne men hos dine forældre i hverdagene, der var de i mellemtiden flyttet til Hornbæk, det var noget tættere på for mig end Dronningmølle, du skulle også i noget behandling med noget indsprøjtet medicin samt nogle røntgenstråler. Endnu kendte jeg ikke til alt det ulykkelige vi skulle komme ud for, endnu var vi lykkelige og glade det var først senere at lykken blev skrøbelig.

En dag jeg var på besøg hos dig hjemme hos dine forældre, ja så skulle vi indtil naboen og drikke kaffe, din far fik sig en lur, og jeg tilbød at vække ham så kunne du hjælpe din mor ind til naboen med kaffekanden og kagerne, jeg fik vækket din far og ville gå ind til naboen, men din far ville snakke, det gjorde vi så tit, så det tog jeg som det var, og der fik den mest grusomme nyhed nogensinde…. At du havde en testikelcancer og man ikke kendte til noget mirakel, men man gjorde hvad man kunne så godt som muligt…. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg tav.

Du vidste slet ikke noget overhovedet, kun din far og jeg vidste det…. Ikke engang din mor eller din bror….. Hvorfor han valgte det sådan ved jeg ikke, men jeg formoder han ikke mente at de kunne holde til det, da din ældste storebror var død nogle år forinden ved en bilulykke, og nu du, prognosen var alt for hård … for ingen vidste jo noget som helst af lægerne. Du tabte dig en smule men havde dit gode humør og du begyndte hurtigt at arbejde igen, du kunne ikke ligge syg. Du ville i gang lynhurtigt.

Vi mente at alt var okay, jeg ved ikke om du havde en anelse, men jeg vidste dybt dybt inde i mig selv, at din far havde ret i at du blev aldrig rask mere, men jeg håbede jo så meget. Ved nytårstid skulle vi til fest sammen med dine venner og en af dem undgik mig hele tiden, jeg bad ham om at fortælle mig hvorfor og han spurgte mig om hvad du fejlede, for han synes jo at du ikke snakkede med ham om tingene mere som du plejede og troede at det var min skyld…. Men det var det jo ikke, men da jeg fortalte ham hvad du fejlede så faldt ham mig grædende om halsen og undskyldte mange gange. Jeg sagde det var okay og bad han gå ind til alle jer andre igen.

Men hvad jeg ikke vidste var, at du stod ude i bryggerset og du havde uforvarende hørt noget af samtalen, og udledt at jeg havde en affære med din gode ven og du var gal på mig, men jeg fik snakket med dig og bedt dig vente til vi kom hjem til din bror så skulle vi snakke sammen og det gjorde vi…..

Vi havde den mest svære samtale jeg nogensinde har haft …. Det sværeste jeg nogensinde skulle sige dig var jo at du skulle dø, jeg kunne jo ikke selv holde til at vide dette mere, jeg var kun 17 år gammel, alt for ung til at vide noget sådan alene. Vi græd sammen og holdt om hinanden resten af nytårsnatten og jeg mener vi fortalte din bror det, men jeg kan ikke huske det helt mere. Men vi 2 snakkede om det, du blev ved med at forsikre mig om at du ville leve og jeg troede på dig….. For jeg kunne jo ikke andet, jeg elskede dig jo så højt.

Skæbnen ville så at min gamle oldemor døde den 4 januar 1975, og mange ting blev kaotisk for mig, min sorg var stor, for jeg tror jeg fik blandet mange ting sammen, sorgen over at miste hende jeg elskede højt og sorgen over at skulle miste dig, det kunne jeg slet ikke håndtere, så mange ting gik i udu mellem os, det endte med at vi blev enige om at skilles i en lille tid og holde en pause, sådan så vi kunne finde os selv og vore følelser igen, hvad jeg ikke vidste var at sygdommen havde fået overtaget og havde slået sig på din hjerne, så du blev vred ind imellem på mig skældte mig ud, truede mig for sekundet efter at kramme mig igen. Det gjorde det hele så kaotisk og tragisk for os begge. Vi var så ulykkelige begge 2, men vi kunne jo ikke andet, dette var for hårdt for os begge både fysisk og psykisk.

Min skat du blev endnu mere syg og akut indlagt, jeg fik en besked af min kollega, hvis forlovede arbejdede sammen med dig på værftet og I gik på Maskinarbejderskolen sammen det var en tirsdag, jeg besluttede mig til at besøge dig næste dag, da jeg så havde tidligt fri, næste dag da jeg kom på job så kom vores rengøringsassistent hen til mig og gav mig et kram, jeg tænkte at konen var vanvittig. Hun græd og jeg fik så spurgt hende hvad der var galt, hun fortalte mig at du var død dagen før dvs om tirsdagen, min kollegas forlovede havde fået beskeden tirsdag inden fyraften, og jeg havde ikke telefon så hun kunne ikke ringe til mig, du døde den tirsdag, den dag jeg fik besked på du var indlagt, nu var du så død jeg var der ikke ved din side. …. Jeg vidste jo ikke besked, dine forældre som ikke skal bebrejdes, havde ikke kontaktet mig overhovedet.

Du lukkede dine øjne for allersidste gang den 4 februar 1975, en måned efter min elskede oldemors død, nu havde jeg mistet 2 mennesker som jeg elskede overalt på jorden indenfor kun en måned…. Det var ufatteligt hårdt at tænke på bagefter. Du var væk fra mig for altid…. Min sorg blev enorm .

Selvom min verden faldt sammen fattede jeg først intet, jeg opførte mig som var det ganske normalt at ens forlovede døde, så jeg gik ned og bestilte blomster, jeg opførte mig som en statue stiv og død indvendig var jeg, ingen tårer havde jeg endnu. Og da jeg kom hjem til min familie fortalte jeg sådan ganske almindeligt at du var død, min mor skreg efter mig at jeg var en kold skid, mens hun græd så tårerne trillede, men jeg forstod det jo ikke, jeg kunne ikke fatte det endnu.

Om torsdagen ringede din far så og fik sagt at du var død, under de forfærdeligste blodstyrtninger og smerter samt at du havde kaldt på mig…. Lige der tror jeg at jeg opfattede det lidt, men alligevel ikke helt. Først om lørdagen fattede jeg du ikke var mere, den dag du blev begravet ude i Hornbæk, den dag forsvandt ud af min verden i mange år efter.

Jeg kom aldrig med til begravelsen af dig, jeg havde ingen til at køre mig og være om mig, jeg var klar over at jeg ikke kunne tage alene af sted, for så var jeg hoppet ned til dig. Den lørdag kom mine tårer alle dem jeg havde til mange år efter, jeg kunne ikke græde i mange år. Om søndagen tilbød min far at han ville køre mig ud og se dit gravsted og det gjorde vi så, jeg knælede ned og kunne se dig ligge der så kold og alene ( graven var lukket til, men min fantasi kørte på overtryk) og det gjorde så ondt i mit hjerte….

Lige der knækkede min film helt og min far blev vist noget forskrækket, men han kunne intet gøre, min sorg skulle jo ud. Jeg græd som var mit hjerte bristet og det var det jo også…. jeg havde mistet dig for altid du var ikke mere af denne verden.

Nogle uger efter blev jeg ringet op af din bror, og han og hans forlovede kom ind til mig og snakkede, vi fik en meget lang snak og jeg blev tilgivet at jeg ikke var mødt op på kirkegården til din begravelse, jeg forklarede ham som tingene var, at jeg ikke havde kunne klare at se din kiste eller være der, plus jeg havde ikke nogen til at følge mig.

Han forsøgte at forstå og jeg tror han forstod det. Men jeg ved det ikke helt, jeg har ikke set ham siden til trods for at vi lovede hinanden at ses, jeg forsøgte at holde forbindelsen, men jeg ved ikke om han bare ikke kunne eller ville. I dag er grunden ligegyldig, jeg ser ham aldrig mere.

Når jeg nu kigger tilbage på mit liv, de ting jeg har gjort efterfølgende de ting jeg har set/oplevet så kunne jeg have levet det meget anderledes, men tingene blev nu engang sådan og jeg sidder nu med et liv som jeg ind imellem føler er spildt på gulvet på nogle punkter. Og på andre er vidunderlige. Jeg fik min søn som jeg elsker overalt, og ville på ingen måde undvære at have fået ham, ham ville jeg ikke have fået med dig, vi 2 havde fået andre vidunderlige børn.

Men jeg vil mene at mit liv har været fint nok indtil nu, og hvordan det bliver vides ikke, men alt taget i betragtning så kan det kun blive bedre. Intet kan vel blive værre end de år der er gået, eller blive skønnere end dem jeg allerede har oplevet. Det vælger jeg at tro på.

Med jævne mellemrum dukker du op i mine tanker, og mine minder om dig får liv igen, du smiler i mine drømme og jeg snakker med dig ind imellem. Det er 37 år siden du gik bort det 37 år siden jeg mistede dig, og alligevel lever du inden i mit hjerte og mine minder så lyslevende som dengang.

Jeg husker kun de lyse ting, jeg husker ikke den angst den sorg vi begge følte dengang, jeg husker kærlighedens lyse følelser der rev os med sig, sorgen er væk og dog den lever ind imellem stadig i mig. Jeg drømmer om at vi fik et liv sammen, tænker over hvordan vores liv var blevet, om vi fik levet de drømme ud som vi havde, fik set det vi ville, og om vi stadig ville være sammen….

Det vælger jeg at tro vi gjorde, også at vores liv sammen med vore børn var lykkeligt, vor kærlighed bandt os sammen. Jeg ved at mit liv havde været meget anderledes og min skæbne ville have været en helt anden. Om den havde været lykkeligere ved jeg ikke men det vælger jeg at tro. Jeg ved også at du er omkring mig stadigvæk, du passer på mig og jeg kan føle din kærlighed omkring og i mig…..

Tak min skat fordi du var mit livs første kærlighed. Tak for alt du gav mig. Tak for den kærlighed du gav mig.

Hvil i fred min skat, vi ses igen engang når turen er min….

2 kommentarer (+add yours?)

  1. Deborah
    jul 23, 2012 @ 20:05:51

    Jeg har tænkt længe over, hvad jeg skulle skrive til dig her. I morges besluttede jeg, at nu skulle jeg altså have skrevet til dig omkring det her. Så jeg læste hele historien igen, og blev igen meget rørt.

    Det er en smuk historie om ung ubesmittet kærlighed kan man sige. Frosset af tiden og døden. Selv har jeg også oplevet den store kærlighed tidligt, og den blev også taget fra mig. Dog ikke af døden, men et eller andet sted har det været svært at leve med, at det, at man var så ung og uerfaren og påvirkelig, gjorde at andres meninger og holdninger splittede os ad, selvom vi var ment for hinanden. Samtidig tror jeg jo på, at der sker, hvad der skal ske. Men fra mit eget synspunkt, var han manden, jeg skulle have været gift med og fået børn med.

    Det er ikke altid livet behandler os pænt, og selvfølgelig gør vi noget, vi fortryder. Der er gode og dårlige minder, og jeg kan godt forstå, at dette er en af de ting, der er svært at slippe. Skyld skal du ikke have, og kan du ikke bruge til noget. Din forlovede har bestemt tilgivet dig i sin himmel. Det er jeg sikker på. Måske det kunne gør dig godt at mødes med hans bror? Selvom det er bittersødt, så er det alligevel smukt, og man kan på trods kun være taknemlig over, at man har prøvet at være elsket og elske tilbage 300%. Det er langt fra alle forundt. Tak for du delte din meget personlige historie.

    Svar

  2. hebiha
    jul 24, 2012 @ 11:45:04

    Tusind tak for din feed back, dit svar og den søde måde du svarer på…

    I hele denne historie er der en ting som stadig gør ondt, og det er at jeg aldrig har set noget til hans familie mere. Om hans bror lever eller er død aner jeg ikke, Og i dag er det også ligegyldigt. Jeg skylder måske at sige at den familie mistede meget både før og efter at min elskede døde… At møde hans bror ville intet gøre for mig mere…men engang ville det have hjulpet mig meget. Jeg har gennem årene mødt hans faster og talt med hende og det har været godt for mig.

    De havde mistet 2 mindre spædbørn tidligere, et ved fødslen og et kort tid efter, en storebror var død ved en trafikulykke, nogle år før jeg mødte min elskede, og bagefter døde lillebroderen også, efter at have været ude for en skrækkelig ulykke. Moderen fik en slem cancer og faderen havde noget med hjertet, så jeg ved at de var ramt så ulykkeligt, som nogen kunne blive det og jeg forstår godt at de ikke orkede en kontakt mere.

    Jeg har ingen skyld mere, og jeg har givet slip, det gjorde jeg ved at skrive om det her, og min forlovede er om mig …jeg både føler og fornemmer hans nærvær i alt jeg gør og det har jeg gjort i mange år. Jeg mener ikke dette fylder for mig mere, andet end som et bittersødt minde og det har jeg det godt med nu.

    Det gør mig ondt for dig at du mistede din kærlighed, og at du ikke fik ham nogensinde. Men som du skriver så er tingene ikke altid så nemme… og man er som ung meget påvirkelig desværre. Og man beslutter i nogen tilfælde mange ting helt forkert…. :-) Og nogen af os kommer op på hesten igen og andre går ned… Jeg fornemmer vi kom videre og op igen…

    Endnu engang tusind tak for din feedback på min livshistorie…

    Helle

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.